30.12.2012

Opskrift på hæklet hagesmæk


Det er ikke blevet til så meget blogging her i juleferien, nok mest fordi der ikke har været så meget nyt krea at berette om. Men jeg har fået en forespørgsel på opskriften på mine hæklede hagesmække. Da jeg startede med at hækle dem skrev jeg ikke opskriften ned. Jeg hæklede så mange af dem og så ofte at jeg tror jeg kunne hækle dem i søvne til sidst. Siden er den kommet på papir og nu også the World Wide Web. 



Hvis du bruger min opskrift må du gerne kontakte mig, så linker jeg gerne videre.

Opskriften:

Hæklenål: 3
Garn: Bomuldsgarn med en løbelængde på ca. 160 m pr. 50 g.

I de maskerækker hvor der tages ud, vendes der på 2 luftmasker i enderne.

Begynd med at lave en luftmaskering ved at hækle 3 luftmasker og samle dem til en ring med en kædemaske.

1. rk.: 3 fm i maskeringen, 2 lm til at vende på
2.-15. rk.: 2 fm i første og sidste fm, 1 fm i de mellemliggende fm (33 fm i alt)
16.-17. rk.: 1 fm i hver fm (33)
18. rk.: 2 fm i første og sidste fm, 1 fm i de mellemliggende fm (35)
Fortsæt med at tage 2 masker ud i første og sidste fm på hver 3. række til der i alt er 41 fm.
Gentag række 16.-18. 4 gange til der i alt er 41 fm.
28.-32. rk.: 1 fm i hver fm (41)


Nu begyndes højre side af halsen i hagesmækken
33. rk.: 14 fm, 1 lm til at vende på
34. rk.: fm tage ind, 1 fm i de næste 12 fm (13)
35. rk.: 13 fm (13)
36. rk.: fm tag ind, 1 fm i de næste 11 fm (12)
37. rk.: 12 fm (12)
38. rk.: fm tag ind, 1 fm i de næste 10 fm (11)
39. rk.: 11 fm (11)
40. rk.: fm tag ind, 1 fm i de næste 9 fm (10)
41.-44. rk.: 1 fm i hver fm (10)
45. rk.: 6 fm, i lm til at vende på (10)
46. rk.: 6 fm (10)
47.-54. rk.: 1 fm i hver fm (10)
55. rk.: 6 fm, i lm til at vende på (10)
56. rk.: 6 fm (10)
57. rk.: fm tag ind, 1 fm i de næste 8 fm (9)
58.-60. rk.: 1 fm i hver fm (9)
61. rk.: fm tag ind, 1 fm i de næste 7 fm (8)
62.-64. rk.: 1 fm i hver fm (8)
65. rk.: 5 fm, i lm til at vende på (8)
66. rk.: 5 fm (8)
67. rk.: fm tag ind, 1 fm i de næste 6 fm (7)
68.-69. rk.: 1 fm i hver fm (7)
70. rk.: fm tag ind, 3 fm, fm tag ind (5)
71. rk.: fm tag ind 3 fm (4), luk af

Nu begyndes venstre side af halsen i hagesmækken
33. rk.: start i 14. fm efter højre halsside og hækkel 14 fm, 1 lm til at vende på (14)
34.rk.: 14 fm (14)
35. rk.: fm tage ind, 1 fm i de næste 12 fm (13)
36. rk.: 13 fm (13)
37. rk.: fm tag ind, 1 fm i de næste 11 fm (12)
38. rk.: 12 fm (12)
39. rk.: fm tag ind, 1 fm i de næste 10 fm (11)
40. rk.: 11 fm (11)
41. rk.: fm tag ind, 1 fm i de næste 9 fm (10)
42.-43. rk.: 1 fm i hver fm (10)
44. rk.: 6 fm, i lm til at vende på (10)
45. rk.: 6 fm (10)
46.-53. rk.: 1 fm i hver fm (10)
54. rk.: 6 fm, i lm til at vende på (10)
55. rk.: 6 fm (10)
56. rk.: fm tag ind, 1 fm i de næste 8 fm (9)
57.-59. rk.: 1 fm i hver fm (9)
60. rk.: fm tag ind, 1 fm i de næste 7 fm (8)
61.-63. rk.: 1 fm i hver fm (8)
64. rk.: 5 fm, i lm til at vende på (8)
65. rk.: 5 fm (8)
66. rk.: fm tag ind, 1 fm i de næste 6 fm (7)
67.-68. rk.: 1 fm i hver fm (7)
69. rk.: fm tag ind, 3 fm, fm tag ind (5)
70. rk.: fm tag ind 3 fm (4), luk af

Nu hækles kanten
1. omg.: Hækkel fm hele vejen rundt om hagesmækken, samle med 1 km.
2. omg.: *3 lm, 1 fm i første lm, 1 km, 1 fm, 1 km* gentag fra * til * omgangen rundt og luk af

Enderne hæftes og der syes trykknapper i.

God fornøjelse.

ROMBE UPDATE: 7 ud af 10 rækker er nu sammensyet.

WHAT I LOVE: At dele noget jeg selv har haft glæde af.

Se Malenas udgave her.

21.12.2012

Enden nærmer sig

Både på år 2012 og mit rombe projekt (verdens ende udeblev dog i denne omgang. Hurra.). Nu begynder det at ligne et tæppe. Der bliver heller ikke rigtigt arbejdet på andet for tiden. Jeg er fuldstændig færdig med at hækle hele og halve og kvarte romber. Ved ikke hvordan jeg i starten kom frem til at der skulle sys 8 rækker, for nu er det endt med 10 rækker der skal sys sammen og derefter skal der lige hæftes en milliard ender (man må jo tage det sure med det søde). Når først jeg skal i gang med neon garnet, så er jeg seriøst ved at være færdig.

 
 
 
WHAT I LOVE: At glæde sig til at se det færdige resultat af et langt projekt.
 

17.12.2012

Antennevarmer

Nu hvor sneen er begyndt at smelte er det virkeligt bare gråt og kedeligt udenfor. Nu har jeg gjort et lille forsøg på at sætte lidt kulør på det grå og kedelige og samtidig sprede lidt varme, og måske et lille smil. 4 biler i Vejle kan nu varme sig med en antenne varmer og samtidig kører rundt i byen og forhåbentligt overskygge det grå vintervejr.






ANTENNEVARMER DIY:

Slå 4 lm op og samle dem til en ring med en fm. *Hækel 3 lm og derefter 9 stm i ringen. Afslut omgangen med en km i første stm* fortsæt fra * til * til du har den ønskede længde. (Mine er ca. 40 cm lange).

ROMBE UPDATE: Andet indlæg i streg hvor jeg ikke er kommet videre.

WHAT I LOVE: Lune overraskelser.

15.12.2012

Kan man se på mine fødselsdags gaver at jeg er kreativ?

Arne og Carlos adventskalender + bog med strikkede julekugler. Sybøger: "Børnetøj 0-3 år" og "Børnetøj du selv kan sy 0-4 år". Sidsel Sangilds bøger "Strikkede gaver" og " Hækling i 3D".


2 * knit pro wire, 2 * knit pro strikkepinde og hele 5 Clover hæklenåle i forskellige størrelser.


 Hvidt i hvidt. Kähler Urbania hus og nye hørerbøffer.


Totalt yndlings viskestykker fra Hay.



Hvad angår fødselsdag så er jeg stadig lidt et barn. Jeg elsker det og jeg er MEGA nysgerrig og udspørger min mand (og snart også baby) om hvad de har fundet på til mig i tiden op til.

ROMBE UPDATE: Same as last.

WHAT I LOVE: At trække spændingen ud og pakke mine gaver meeeeeeeeeeeeeeget langsomt op (som i at jeg også binder knuden på gave båndet op).

13.12.2012

Tiden går med...

... at pynte op.


... at strikke uldbukser til den lille.


... at bage kagemand til mine fødselsdags gæster.


... at hækle gave til en kær veninde.


... at glæde sig til at give denne gave til en sød lille pige.


ROMBE UPDATE: 145 ud af 170 er nu hæklet + 7 halve. Og skal vist i hvert fald sy 9 rækker sammen.

WHAT I LOVE: At glæde sig til at få gaver...

10.12.2012

Klein Format magasin til MIG!

Min mand spurgte om jeg var blevet syg, da jeg her til aften sagde at jeg godt ville abonnere på et tysk magasin kaldet Klein Format. Men det er altså et magasin for kreative forældre. Kreativ: tjek. Forældre: tjek. Så må det jo være et magasin for mig! Jeg læste om Klein Format hos Tusindfryd som har fået sine fine grydelap huse med i bladet. Nu har jeg købt et års abonnement på Klein Format og jeg glæder mig, glæder mig, glæder mig til slutningen af februar hvor det første magasin gerne skulle dumpe ned i min lille postkasse.


Billedet er fra Klein Format's hjemmeside. Ser det ikke bare fint ud?

ROMBE UPDATE: Den 6. uf af 8 rækker er så småt ved at blive syet sammen.

WHAT I LOVE: Ny inspiration fra det store udland.

07.12.2012

Kom fødselsdag, kom kage kom GAVER!

Det er noget helt særligt at fylde 1 år og jeg er så heldig at kende en kær lille gut som idag kan fejre sin første fødselsdag. Og så er det jo heldigt at jeg er sådan en der ELSKER at give gaver fordi #1 Andre bliver glade. #2 Jeg får mulighed for at pakke pænt ind (og her skal det altså helst være en firkantet pakke. Hvis gaven ikke er firkantet, så har jeg et helt arsenal af gamle æsker som mine gaver kan blive proppet i).


Inde i pakken lå denne hagesmæk som jeg hæklede helt i starten af min barsel. Jeg har hæklet pænt mange af dem for jeg er ikke særligt god til at sidde ned uden at bruge mine hænder, og når man ammer, så sidder man ret meget ned. 


De fleste hagesmække er taget i brug eller givet væk, men har stadig en lille bunke liggende. Nogle af dem mangler stadig at få syet en knap i. Men kommer vel til det før eller siden.

ROMBE UPDATE: 5. række ud af de 8 er næsten syet sammen.

WHAT I LOVE: At jeg skal give gaver igen imorgen...

06.12.2012

Jake the snake

I mit første indlæg på bloggen fremviste jeg den slange som jeg dengang strikkede på. Den har sådan set været færdig længe, så nu er det vist på tide at den kommer på nettet som færdig slange. Eller det vil sige... den har stadig ingen øjne, så I får den blinde udgave (desuden er knapper og babyer en dårlig kombo). Den er strikket af diverse garnrester fra mit "stash". Opskriften skrev jeg også ned, og hvis jeg engang finder den igen, så skal jeg nok lægge den op.


ROMBE UPDATE: Er begyndt at sy den 5. række ud af 8 sammen. Uhh det ser flot ud når man lægger dem op ved siden af hinanden.

WHAT I LOVE: At få brugt mine rester på noget.

04.12.2012

Stjerneranke og saksenisser

Hvordan kan man eje 4-5 sakse og alligevel kun finde den dårligste? For mig er sakse bare sådan noget der på mystisk vis forsvinder når man skal bruge dem. Har overvejet om det kan have noget at gøre med at jeg sjældent får lagt ting på plads efter brug. Jeg kom dog frem til at det var mere sandsynligt at det var julenissen der har været på spil herhjemme. 
Det lykkedes mig da alligevel at få klippet en stak stjerner i noget fint kraftigt koksgrå karton med glimmer i. Efterfølgende har jeg syet dem sammen med neongul tråd på symaskinen. Da de skulle sys sammen irriterede jeg mig lidt over at jeg ikke havde lavet dem seks-takket så jeg kunne sy lige igennem takkerne, men når jeg sidder og kigger på dem nu, så gør det egentligt ikke noget at de ikke er symmetriske.


Spejlet er en gammel skabsdør som sad i et skab jeg desværre var nødt til at smide ud da der var gået orm i. Heldigvis er døren stadig ormefri og det ser nu lidt sjovt ud at have en dør til at hænge på væggen. Hvis jeg selv skal sige det, så syntes jeg også at døren er det perfekte sted at stille min lille træby fra Fabechs Fabrik. Købte dem egentligt til lillemanden at lege med når han bliver størrer... Men nu tror jeg aldrig han bliver stor nok til at lege med dem... Hans mor er blevet lidt for glad for dem.

ROMBE UPDATE: Er kommet frem til at jeg vist skal sy ca. 8 rækker af 5½ "firkanter" sammen som så efterfølgende skal sys sammen. P.t. er jeg begyndt på den anden række firkanter.

WHAT I LOVE: Smukke fund i blogland.

30.11.2012

Hæfte, hæfte, hæfte, sy, sy, sy

Rombe projektet går noget mere strygende end jeg havde regnet med det ville gøre inden jeg startede. På nuværende tidspunkt holder jeg pause med at hækle romber, da der jo skal bruges nogle halve romber også, og er lidt usikker på hvor mange. Til gengæld har jeg fået hæftet et helt hav af ender og de første tre romber er blevet syet sammen. Vejret er nu også lige blevet helt perfekt til at side og sy et stort varmt uldtæppe sammen.

Update: Se det endelige resultat her.


Igår gik turen til Aarhus hvor jeg rent tilfældigt lige faldt over det rigtige garn til neon kanten på tæppet. Jeg skulle bare ind i Garnlageret og købe lidt strømpegarn til at sy tæppet sammen med, og så lå det bare lige der uden for døren. Haps haps.  


Turen gik også forbi Stof og stuff hvor jeg købte et par meter af det fine fine jersey ko stof. Har allerede et par planer med det... Lige overfor ligger Børnenes Magasin og her havde de det fineste voksdug med bambier og små nisser. Har planer om flere hagesmække. Ikke fordi vi egentligt mangler, bare fordi jeg ikke kan stå for det og hele tiden har lyst til at kigge på det.


WHAT I LOVE: At have fået en rigtigt god undskyldning for at købe af alt det fine børnestof der findes derude.


26.11.2012

Regnbue bøger

Fik bare lyst til at arrangere børnebøgerne efter farver...


ROMBE UPDATE: 132 down 38 to go. Er begyndt at hæfte de mange mange ender...

WHAT I LOVE: Bare generelt at sætte farver i system...

24.11.2012

Wanabe modeblogger

Modeblogger bliver jeg nok aldrig, føler mig nok bare utroligt fjollet når jeg står der og "poser", men det er altså bare lidt sjovere at vise tøj frem på en levende model end på en bøjle eller gine, især når det man skal vise frem ikke rigtigt kommer til sin ret på en bøjlestang - som den her bluse for eksempel: 


Den er syet af 4 ens stykker med en syning midt for og midt bag og med ekstra lange ærmer som jeg elsker! Stoffet har jeg haft liggende på mit alt for fyldte lager i 1½ års tid. Købte det i sin tid i en stofbutik i Videbæk til 30-40 kr. eller noget i den stil. Elsker farven og den fine struktur der er i stoffet som man desværre ikke rigtigt kan se på billedet her.

ROMBE UPDATE: 127 down 43 to go.

WHAT I LOVE: Friheden ved at sy sit eget kluns.

22.11.2012

Jul på slottet

Julen er så småt ved at indfinde sig på vores lille slot. Årets første julepynt er i hvert fald kommet op at hænge i køkkenet nu. Imens jeg pynter, glæder jeg mig over at sådan en fantastisk opfindelse som Masking Tape bare gør det meget nemmere at få pynten op at hænge.


ROMBE UPDATE: 117 down 53 to go.

WHAT I LOVE: Masking Tape der pynter.

21.11.2012

Strikket elefanthue #1

Da babys første strikkede elefanthue ikke fungerede helt optimalt, forsøger jeg nu selv at komme frem til et bedre resultat. Så kan den måske også komme til at se ud som jeg havde tænkt i første omgang. Version 1 er ok, men skal have gjort den lidt mindre i halsen næste gang. Tror i det hele taget ikke det ville gøre noget hvis den blev en smule mindre. Til gengæld er jeg fuldt ud tilfreds med den lille spids den får. Var lige præcist sådan noget jeg havde tænkt mig da jeg først begyndte at lede efter en opskrift. Den er strikket af uld fra mit lager, tror det er noget jeg engang har købt i en genbrugsbutik. Har endnu engang problemet med at der ikke er nogen bandarole på nøglet.





Indtilvidere ser opskriften ud som følger:

Strikkefasthed: 26 m * 23 p = 10 * 10 cm i rib
Pinde: Jumperpind nr. 5

Slå 94 masker op på p nr. 5. Strik 19 cm rib (2 ret, 2 vrang). Luk herefter af for de første 14 m og de sidste 14 m. Strik 2 p med en ny farve over de resterende 66 m. Luk de sidste 66 m af. Sy sammen midt bag og midt for.

Håber min lille opskrift er til at forstå, ellers er du velkommen til at kontakte mig. Hvis du bruger min opskrift må du meget gerne linke til mig. Jeg linker gerne tilbage. Er altid sjovt at se de forskellige udgaver blogfolket lægger op. Jeg skal nok komme med en opdateret version hvis jeg får taget mig sammen til at fabrikere version 2.

ROMBE UPDATE: 110 down 60 to go.

WHAT I LOVE: Udfordringen ved en model på 9 mdr. og 21 dage.

19.11.2012

Så hænger skuffen - på den gode måde

Til ære for mine kære læsere har jeg redt sengen og ryddet op i et hjørne af soveværelset for at fremvise vores skuffehylde fra genneren som nu er kommet op at hænge. Syntes den ser så fin ud der på den grønne prikkede væg.


Nu hvor jeg lige var igang på soveværelset kunne jeg jo også lige skifte sengetøj. Det er nemlig nyt og det er neon og jeg elsker det! Triangels Neon hedder det og kan se det stadig er på tilbud til kun 99,95 kr. Sengelampe og Jesus billede er gamle loppefund.


ROMBE UPDATE: 104 down og 66 to go. Over halvvejs på to uger!!! Hvem havde troet det?

WHAT I LOVE: Rent sengetøj. Mmm glæder mig til at putte i aften!



16.11.2012

Genbrugsfund i farvetemaer

Igår var jeg på genbrugsjagt med den gode veninde Maria. Efter besøg i 3 genbrugsbutikker kunne jeg hjembringe disse fund. Og så oven i købet i et lille farvetema kunne jeg konstatere.

Blå tallerkener: 3 dybe tallerkener og en flad, alle i blå selvfølgelig, er flyttet ind i min køkkenskuffe.


Gule bøger: Den lille kan glæde sig til at kigge på en masse fine tegninger af dyr i Komma's store dyrebog. Bogen minder mig om to søde små unger, Allan og Dorti, som jeg passede for mange år siden. De ville altid have mig til at tegne dyre-tegninger til dem og de havde denne bog som jeg kiggede efter. Apropos dyr, så skal der også læses højt om Peter Pedals eventyr.


Rødt børnetøj: Retro fløjls jakke fra det britiske børnetøjsfirma Adams og en skøn natdragt som på trods af de hvide striber minder mig om Lucky Luke i hans røde long johns.


Grønt garn: og lidt lyserød fik også sneget sig ind her. Billigt bomuldsgarn kan man aldrig få for meget af i min verden. Mon ikke også man kan finde på noget at bruge et nøgle grøn uldgarn til?


Grå uld: En god pose med Islandsk uldgarn kom også med mig hjem. Når engang det der tæppe projekt er overstået skal der vist strikkes en islandsk sweater til lille manden.


Ja det var en ordentlig omgang, men har bare svært ved at beherske mig når jeg træder ind i en genbrugsbutik. 

ROMBE UPDATE: 78 down 92 to go.

WHAT I LOVE: Genbrug der vækker minder.

14.11.2012

T-stribes

Min første herre t-shirt med brystlomme og det hele, er nu færdig og manden er tilfreds. Tror dog der skal laves lidt rettelser på ærmet til en eventuelt fremtidig model. Kunne godt sy flere t-shirts til ham hvis jeg lige falder over noget stof der ville passe godt.


ROMBE UPDATE: 74 down 96 to go... Uhh.. Nærmer mig halvvejen.

WHAT I LOVE: At give mig selv gode undskyldninger for at købe nyt stof.

11.11.2012

Appelsiiiiiin

Måske er jeg på vej til at blive lidt bidt af de der cupcakes.... Syntes i hvert fald at de er ret hyggelige at bage og pynte. Jeg har endda investeret i en sprøjtepose med fancy tyller til som lige skulle afprøves idag. Nu skal jeg bare lige finde ud af hvordan jeg undgår at svine som et børnehavebarn når jeg forsøger at fylde den. Og så lige øve mig lidt i at få noget pænt ud af den. De fine papirsforme er købt i Imerco.



Det blev til appelsin cupcakes med kakao frosting. Yum yum!

ROMBE UPDATE: 50 down 120 to go.

WHAT I LOVE: Cupcakes i min mave.

10.11.2012

Med blå striber

Så blev en kjole kørt igennem symaskinen og overlockeren. Er stadig ikke sikker på om jeg er helt tilfreds med halsudskæringen, men får nok alligevel aldrig rettet op på den, så det her er vist bare det endelige resultat. 





Har stadig en del tilbage af stoffet så er pt. igang med at sy t-shirt til min anden halvdel og hvis der så stadig er nok stof, kan det være at baby er heldig og få et par bukser også. A family in stripes.

ROMBE UPDATE: 48 down 122 to go.

WHAT I LOVE: Striber! 

07.11.2012

Movember

Når man ikke kan gro et, så må man jo hækle sit eget skæg.











ROMBE UPDATE: Planen var jo at jeg ville hækle tæppet på en nål 6,5, men jeg ved ikke om det var typen af hæklenål eller hvad det var der gjorde det, pænt blev det i hvert fald ikke. Så nu hækler jeg med en nål 6 og jeg er allerede kommet flyvende fra start. 22 down, 148 to go.

WHAT I LOVE: Mænd med skæg.

Happy Movember!