26/07/2013

Lark vest - nu i grøn

Har længe haft denne lille Isager Lark vest strikket færdig. Nu er den endeligt også blevet færdig monteret. Tidligere har jeg strikket Lark vesten i brun. Den er strikket i en rest bomuldsgarn jeg engang købte billigt til 5 kr. nøglet. Knapperne er selvfølgelig et gammelt og billigt (ikke mindst) fund fra genbrug. Der bliver da gjort lidt indhug i krea-lageret.



Der er gået total shorts i den herhjemme nu det er sommer. Når nu det ikke duede med "molo-shortsen" i cowboy-stof, var jeg heldig at finde en lille rest jersey, der kunne minde lidt om cowboy-stof. De her kan han i hvert fald godt få på.


Til slut et par vinbjergsnegle som p.t. har slået sig ned på vores lille hus. Syntes de pynter så fint, så her må de gerne blive.



WHAT I LOVE: At få brugt lidt fra lageret.

23/07/2013

Oprydning i opmagasineret gods

En del af ferien bliver brugt på at rydde lidt op i noget af alt det gamle ragelse vi har opmagasineret hos mandens mormor og morfar. Det meste skal bare kyles direkte ud. Jeg besidder en lidt slem samlermani. Eller, har i hvert fald bare haft utroligt svært ved at smide ting ud. Også selvom det ikke er blevet brugt i 10 år. Af en eller anden grund er jeg altid bange for engang at kunne bruge tingene igen, og dermed vil fortryde at have smidt det ud. Men jeg forsøger at sige til mig selv at hvis det endeligt skulle komme dertil, så må der jo bare købes noget nyt. Det er jo også lidt fjollet at have så mange ting til at ligge pakket ned, som man aldrig får brugt igen. Man glemmer jo alligevel hvad man har når det ligger gemt væk på et loft.

I mormor og morfars gemmer dukkede der nu også lidt gode sager op, som skal med hjem og have en kærlig hånd. En urtepotte til haven, en vinballon, en gammel olielampe i fin grøn farve og en gammel teaktræs hylde. Hylden havde engang en makker, dengang de begge hang i mormor og morfarens soveværelse. Makkeren dukkede desværre aldrig op.



 
 
Efter de her dage har jeg været så god til at smide ud at der er kommet blod på tanden. Måske der kunne blive ryddet lidt ud derhjemme på vores eget loft. Måske endda også få lidt orden på krea lagret (ønsketænkning!)
 
WHAT I LOVE: At eje lidt mindre ragelse.

17/07/2013

Kobberdrømmen gik i opfyldelse

To kobberlamper er flyttet ind i vores stue. Dermed gik drømmen om en kobberlampe i dobbelt opfyldelse. Har længe gået og kigget på de smukke kobberlamper fra Frandsen Ligthning. Da de så var på udsalg i Magasin, måtte de altså med mig hjem. De passer bare så fint i sofahjørnet og jeg bliver så glad af at se på dem.



Det er gået langsomt, men nu er jeg endelig ved at være færdig med trekant puden. For og bagstykke er strikket færdige. De to forstykker er syet sammen med heksesting. For og bagstykke er syet sammen på 3 sider, så nu mangler kun lynlås og monterings pude. Indtilvidere er jeg meget tilfreds med resultatet.


WHAT I LOVE: Pæne ting at kigge på i min stue

15/07/2013

Cowboyshorts for free

I weekenden fik jeg syet et par cowboyshorts til den lille med elastik i taljen. Desværre er de blevet lige små nok. De er for besværlige at få op over de lækre baby lår. Så hvis der er nogen derude der kender en baby som godt kunne bruge et par cowboyshorts her i sommervarmen, så giver jeg dette par væk, all for free. Jeg vil tro at de kan passe en baby i ca. strørrelse 80 eller noget i den stil. De kan i hvert fald strækkes til 45 cm i taljen. Det gælder først til mølle princippet, så den første der skriver en kommentar til indlægget, her på bloggen, bliver den heldige ejer.




Der er et par små skønhedsfejl, men måske er det mest bare mig der ser dem. Tænker at jeg nok syr dem op igen til den lille, bare med gylp og knap i så han rent faktisk kan få dem på uden at skulle skrues ned i dem.

WHAT I LOVE: Tanken om at mit arbejde måske ikke er spildt alligevel.

14/07/2013

Blå, mint, marmor og garn gejl

Den anden formiddag tog jeg en rundtur i et par stykker af byens genbrugsbutikker. Desværre var der ikke så meget at komme efter, men lidt kom der da med hjem.

Flere blå tallerkener til samlingen.


Fin mint grøn æske til lysbilleder. Har ikke lige så mange lysbilleder liggende, men syntes bare farven var så fin. Når den nu kun kostede en 5'er kan jeg nu nok godt finde på et eller andet end lysbilleder at opbevare i den.


Mere marmor lysestage.


Det aller bedste fund på turen: Et krydsnøgleapparat. Har godt nok et krydsnøgleapparat magen til i forvejen, men den skiftes lidt imellem at bo her og hjemme hos min mor. Nu kan vi have en hver.


WHAT I LOVE: Garn gejl.

12/07/2013

Hagesmække produktion

I et forsøg på rent faktisk at få brugt lidt af alt det stof der ligger på lageret, har jeg de sidste par dage fået klippet til en hel del hagesmække. Hvis der skal blive ved med at være plads til nyt, må der jo ryddes lidt ud engang imellem. Desværre er jeg bare meget bedre til at fylde op end til at rydde ud. 

Første hagesmæk er syet helt færdig. Mangler bare noget velcro til de andre. Må forsøge at bevæge mig ned i Stof2000 igen, uden at blive fristet af andet. Det søde dådyr voksdug der er brugt her købte jeg i Børnenes Magasin i Aarhus for et halvt års tid siden. Nu glæder jeg mig til at kigge på det hver gang den lille skal spise.



Apropos Børnenes Magasin så fik jeg den fineste service derinde i onsdags. Elsker at handle sådan et sted! Man får lyst til at købe noget mere, bare fordi de har fortjent det når de er så søde!

Med mig hjem fra butikken kom lidt pænt at kigge på til Vilfreds værelse. Nu hænger papirsboldene og pynter over hans seng.




WHAT I LOVE: God service.

10/07/2013

Yndlings hipster baby shorts

Vi nyder solen og ferien. Fantastisk at de to kommer samtidig. Vilfred elsker også at bruge hele dagen ude. Gerne i sandkassen eller med noget vanspjakseri. Med ferien har der været tid til at sy endnu et par nye shorts. Er så glad for dette brune mønstrede stof fra genneren og kombineret med de neon gule "stikninger" er der kommet et par yndlings-shorts ud af det. 



Mønsteret har jeg konstrueret med inspiration fra et par Molo badeshorts. Det brune stof er ikke særligt strækbart, men han kan sagtens få dem på alligevel selvom modellen er rimeligt slim. Desværre er overlocksømmene ikke blevet så gode, så skridtsømmene skal lige have en ekstra tur i symaskinen.


Cowboyjakken er et genbrugskup til hele 15 kroner.




"Mor skal lige have et billede af numsen Vilfred" står jeg og siger midt på gaden i Aarhus. Samtidig går en mand forbi og kigger mærkeligt på mig. Jeg er allerede ved at blive den pinlige mor kan jeg mærke.




Det er virkeligt svært at vælge imellem billederne når den lille er på dem. Hvordan skal man da også kunne vælge imellem lækkermås og lækkermås?

WHAT I LOVE: Små lækre baby-ben.

06/07/2013

En teenage-drøm går i opfyldelse

Suprise! Jeg har købt lopper:

Siden jeg var teenager har jeg drømt om sådan et skab her. Så da jeg faldt over hele 5 stk. i den lokale genbrugsbutik måtte der jo et med hjem. Har godt nok ikke rigtigt plads til det lige nu, så for tiden bor den i carpoten. Så går lige og overvejer hvordan vi kan finde plads til mit fund i huset.




Endeligt har jeg været et smut forbi Brugtvareterminalen i Viby J sammen med en god veninde. Nøj hvor var der meget. Alt undtagen marmor tror jeg. Men de ved så også godt hvad de skal tage for varerne, så det var ikke alt jeg forelskede mig i der kom med hjem. Lidt nærig er man vel.

Den lille har fået hele verden. Den blå kugle pynter så fint på hans værelse og glæder mig til vi sammen skal sidde og studere den.



Var også så heldig at finde dette store fine Bjørn wiinblad fad. Så bliver man glad.


Og ja, flere blå tallerkener til samlingen.


WHAT I LOVE. Genbrugsjagt med en skøn veninde.